The Princess and the Pea

Find out more
about the contributors

The Princess and the Pea

A Danish folk tale retold by Niz Smith and Avril Lethbridge


Prinsessen på Ærten


Der var engang en prins, der var meget, meget, meget, meget kræsen. Han besluttede sig for, at tiden var kommet til at han skulle giftes, men hans kommende kone skulle være en ægte prinsesse, der var lige så kræsen som ham selv. Han mente, at kræsenhed var et tegn på kongelighed.

Men hvor kunne han finde en? Han begyndte at søge på kryds og tværs af landet. Men uden held. Han var så kræsen, at hver gang han så en prinsesse, ville han sige:

“Hun er for fed” eller “Hun er for tynd” eller “Hun er for høj” eller “Hun er for lille” eller “Hun lugter for meget” eller “Hendes hår er grønt” eller “Hendes hår er blåt”.

Og sådan fortsatte det. Han var aldrig tilfreds, men han ville stadig have en kone, som var en ægte prinsesse. Hvor kunne han finde en? I zoologisk have? I grisestalden? I hestestalden? Hans mor og far, kongen og dronningen, vidste slet ikke hvad de skulle gøre. De vidste ikke hvor de ellers skulle lede.

De bekymrede sig stadig om det, da der var en frygtelig storm en nat, og gennem støjen fra ​​den hylende blæst og regn, hørte de en let banken på døren.

Udenfor, sjaskvåd, var et meget trist syn.

“Må jeg ikke nok komme ind ud fra kulden og regnen, jeg er en ægte prinsesse”.

De lod hende komme ind, fordi ægte prinsesser bør ikke fryse og være gennemblødte. Men da de kiggede nærmere på hende, lignede hun slet ikke en ægte prinsesse, hendes hår var tjavset, hendes tøj var revet itu og gennemblødt, hendes sko var mudrede og svuppede, og hun var ikke iført en krone (som alle prinsesser bør).

Damerne i paladset hviskede alle sammen bag hendes ryg:

“Det kunne aldrig være en ægte prinsesse, en ægte prinsesse ville aldrig se sådan ud, hvem tror hun, ​​hun er?”

Men dronningen var en venlig dronning og hun besluttede sig for, at pigen skulle tilbydes et varmt bad og en seng for natten, men i skjul tænkte hun, at uden at fortælle kongen eller prinsen det, ville hun bevise, at pigen ikke var en ægte prinsesse.

Efter hendes bad, lignede pigen dog mere en ægte prinsesse, men hendes endelige prøve lå stadig forude.

Dronningen beordrede sine tjenere til at lave en seng med hele 20 madrasser, alle stablet oven på hinanden. Men, vigtigst af alt, skulle de lægge en lille grøn ært under den nederste madras.

Hvorfor gjorde hun dog det?

Den næste morgen, da pigen kom ned til morgenmad, så hun meget, meget træt ud.

“Hvordan har du sovet i nat?” spurgte dronningen.

“Deres majestæt, jeg klatrede op på den øverste madras og forsøgte at falde i søvn. Men hele natten lang lå jeg og vendte og drejede mig, fordi jeg lå så ubehageligt. Der var intet der hjalp, lige meget hvad jeg gjorde, så kunne jeg ikke sove. Der må have været noget hårdt fanget under madrasserne og det holdt mig vågen hele natten”.

“Åh, kæreste ven” sagde dronningen, “du må være en ægte prinsesse. Kun en ægte prinsesse kunne være så sart, at hun ville kunne mærke en lille grøn ært under alle de madrasser”.

Prinsen var henrykt. Hans tjenere og hans riddere og hans væbnere og hans kokke og hans heste, som havde søgt over hele landet efter en ægte prinsesse, var henrykte, for endelig kunne de hvile sig. Kongen og dronningen var henrykte, fordi de endelig kunne se, at deres søn, prinsen, var glad.

Den rigtige prins og den rigtige prinsesse blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende efter at have være meget, meget kræsne sammen.