KidsOut World Stories

Regnbueslangen    
Previous page
Next page

 

 

 

 

Regnbueslangen

En aborigin-fortælling fra Australien

 

 

  

 

*

For længe siden, i drømmetiden, var en gruppe aboriginere ude på jagt. Efter mange timer blev de trætte og besluttede sig for at tage et hvil, og mens de sad og fortalte historier og varmede deres hænder ved bålet, var der en af dem, der så op.

I horisonten var der en smuk, flerfarvet bue – en regnbue. Men aboriginerne troede, at det var en slange, der bevægede sig fra ét vandhul til et andet, og de blev bange, fordi de ikke ville have den enorme, farvestrålende slange i et vandhul tæt på deres lejr. Men de var taknemmelige for, at den ikke så ud til at bevæge sig alt for tæt på deres eget vandhul.

En ung mand ville vide mere om regnbueslangen. Da de var hjemme igen, spurgte han stammens gamle mænd, hvorfor jægerne var blevet bange for regnbueslangen.

De gamle mænd fortalte ham, at regnbueslangen var et af  væsnerne fra drømmetiden, der havde formet Jorden.

I begyndelsen var Jorden flad. Da regnbueslangen snoede sig hen over landet, var det kroppens bevægelser, der formede bjergene og dalene, hvor floderne boede. Den var det største af drømmetidens væsner, og alle de andre væsner fra drømmetiden blev skræmt af dens styrke.

Til sidst blev regnbueslangen træt af at forme Jorden og kravlede ned i et vandhul, hvor den lagde sig i det kølige vand, som beroligede den og dæmpede de stærke farver på dens krop.

Hver gang dyrene besøgte vandhullet, passede de på ikke at forstyrre vandet, for selvom de ikke kunne se regnbueslangen, så vidste de, at den var der.

Regnbueslangen kom kun frem efter kraftige regnskyl, der forstyrrede dens vandhul, og når solen rørte ved dens farverige krop. Så hævede den sig op fra vandhullet og rejste over trætoppene, op gennem skyerne og over sletten til et andet vandhul.

Menneskene var bange for, at regnbueslangen var vred og ville vende op og ned på jorden igen, så de sørgede for at være helt stille, når den flyttede til sit nye hjem. Når regnbueslangen var fremme, ville den igen forsvinde under vandet og ikke være til at se.

Det er derfor, aboriginerne er forsigtige med ikke at forstyrre regnbueslangen, når de ser den bevæge sig henover himlen fra det ene vandhul til det andet.

Enjoyed this story?
Find out more here